Dagligdagen i dansk atletik er baseret på mange personers store indsats.
For at give alle en mulighed for at lære lidt mere om krumtapperne i dansk atletik vil vi hver måned bringe en af de mange ihærdige frivillige frem i rampelyset. Vi lægger for med formanden for terminsudvalget, Steen E. Jensen.
Billedet er fra DAF’s Repræsentantsskabsmøde i Idrættens Hus 18/1-1992, hvor Steen fik prisen som årets leder i DAF. I baggrunden ses John Kjeldsen som omtales i Steens interview. Som det ses er det DAF´s tidligere, og DIF´s nuværende formand Niels Nygaard, der overrækker prisen.
Steen E. Jensen, fra Glostrup I.C. er selvstændig låsesmed med biler som speciale. Han er født i 1945 og har været gift med Karen siden 2001 – så når omgangskredsen har guldbryllup, så kan Steen og Karen se frem til sølvbryllup.
Hvilket udvalg sidder du i og hvad laver du i udvalget? Jeg sidder i Terminsudvalget, IT-udvalget og i Veteranudvalget hvor jeg har ad hoc opgaver. I VU laver jeg pointberegning til veteranholdkampe og mangekampe, som er et stort arbejde fordi der er forskellige måder at regne ud på! Og så sidder jeg i Region Øst.
Hvad er din baggrund i atletikken? Du kender Anette Nørgaard fra Skive? Jeg begyndte med atletik 4 dage før hun blev født, d.14. april 1964 – det var en tirsdag! Vi havde én i Glostrup som hed Kurt Christiansen som var 800 m løber. Min mor kom hos hans forældre og så blev jeg interesseret i det og hvad Kurt lavede - og jeg var ude og kigge på ham. Jeg tænkte at det ikke kunne være rigtigt, at det skulle tage 1 minut at løbe dén runde på et stadion. Men det gjorde det! Jeg jeg løb 59.0 på min første 400 m til et pointstævne i Glostrup. Og 13,5 på 100 m. Da var jeg 19 år. Der var et meget godt løberklientel som løb fra 1500 m og op til 5000 m. Jeg var på ungdomslandsholdet i 1965 på 1500 m forhindring, og i 1973 og 1974 var jeg på landsholdet i 3000 m forhindring.
Kurt sad i SAF (Sjællands Atletik Forbund) ’s statistikudvalg, og han spurgte mig i 66-67, om jeg ville være med til at lave statistikken. Og det var jeg så med i en del år. Det var under den salige Willam Beck – han var formand for SAF og er en legende på Sjælland. Jeg var dårlig på skrivemaskine - dengang kunne man jo ikke bare trykke tilbage og rette - så jeg fandt ud af at det var nemmere at skrive med små bogstaver. Bare spørg Tinne Tostrup om mig og små bogstaver! De ville ikke bruge det jeg havde skrevet, så jeg lærte at skrive på skrivemaskine senere. På det tidspunkt var jeg kommet ind i Glostrup IC’s atletikbestyrelse, det gjorde jeg i 1966, mens jeg lå inde som soldat. Jeg kan nemlig huske at jeg fik fri fra en aftenvagt, fordi jeg skulle til generalforsamling i Glostrup IC.
Hvor længe har du været med medlem af DAF / udvalg? Jeg har være med i SAF siden 66-67, og så kom jeg i SKAF’s ungdomsudvalg i 1990 og sad der et par år. Så blev jeg formand for SKAF’s ungdomsudvalg og næstformand i SKAF - og da John Kjeldsen døde i 1995, så overtog jeg terminslisten fordi den ”sad han på” i DAF. Så blev jeg også SKAF repræsentant i DAF. Dengang sad man én fra øst og én fra vest. I den periode hvor jeg var næstformand i SKAF da havde distrikterne to repræsentanter der sad i DAF’s bestyrelse. Så i den periode sad jeg i DAF’s bestyrelse. Dengang sad der 15-17 mennesker i bestyrelsen. Så røg distrikterne ud og blev senere nedlagt. Så terminsudvalget har jeg været i siden midten af 90´erne, Jeg fik DAF’s sølvnål i 1998 og i 91 blev jeg årets leder i DAF. Så sent som i går brugte jeg min papirkniv, som jeg fik ved dén lejlighed. Samme år blev jeg årets leder i Glostrup ifm. at GIC afholdt Nordiske Veteranmesterskaber i 1991. Det var lidt af et arrangement... (Steen modtog DAF's guldnål 10-10-10, se længere nede)
Hvad er det gode ved at lave udvalgsarbejde i DAF? Det jeg bedst kan lide, det er dér hvor man skal lave noget konkret - ikke nogle store handleplaner og politikkatalog, det er ikke min kop te! Det har jeg været med til så mange gange og aldrig rigtig set noget komme ud af. Det ser man hvert år. Når jeg har noget konkret at gøre, at man har indblik og man får indflydelse. Det er nu ikke altid man får sin vilje, det må man så leve med. Men igen, når man har siddet i så mange år, så har man jo en vis erfaring for hvad der kan komme igennem…..jo. Terminslisten styrer jeg jo mere eller mindre nu. Her bestemmer jeg hvordan tingene skal være og det er rart. Jeg skal til at snakke med kontoret omkring samarbejde, for der er jo stadig nogle ting som skal forbedres. Jeg betragter det stadig som en opstartsfase med terminslisten. For når man f.eks. underkender et stævne, så kommer det alligevel på DAF’s hjemmeside under resultater, og det irriterer mig. Så der er stadig nogle steder hvor jeg ikke får min vilje (griner smøret).
Steen Madsen har udvikle Mars og jeg har givet det navn. Vi skal bl.a. til Åbenrå og lave kursus for dem. Vi er ved at udvikle det, så man kan taste resultater ind direkte - så slipper man for at skulle taste dem ind manuelt efter stævnet. Karen har efterhånden lært en masse atletik, det kan jo ikke undgås når der går så meget af det gennem huset. Så nu kan hun også køre Mars, og vi var ude i weekenden og køre ungdomsmesterskaber ude i Ballerup.
Hvad er det mindre gode ved at lave udvalgsarbejde i DAF? Problemet er hvis man roder sig ind i for meget og ikke får gjort dét ved det som man gerne ville. Altså når jeg laver noget, så får jeg nogle gange ikke lavet det hele godt - så lige pludselig så hænger noget ud over kanten, og så bruger man en masse tid på det. Og jeg synes godt nok der kommer mange mails ind, man skal huske at svare på. Så forsvinder de ud af postkassen - det er jo nemmere at gøre tingene med det samme – det er en god strategi, men det fungerer ikke rigtig i dagligdagen! Man kan have mange gode intentioner, og så prøver man at lave systemer som man prøver at få til at virke, men så ændrer man måske på systemerne. Jeg har mange gode intentioner, men det kniber med at få tingene gjort helt færdigt.
Hvordan ser du DAF’s udvikling fremover? Jeg synes vi skal have gjort DAF’s organisation mere synlig. Sådan at man kontakter de relevante led, i stedet for at gå igennem nogen, f.eks. kontoret, hvis det er om terminslisten som egentlig skal sendes til mig. Men der er også nogle af dem i VU og andre udvalg, som man lige skal have lært hvordan tingene skal gøres F.eks. så lægger udvalgene noget ind som jeg skulle gøre, og så ligger der to arrangører. Men det er internt - vi skal yde en god service for dem der bruger det i dagligdagen. Men ok, når man ikke har fået det gjort helt færdigt, så gør man ikke det helt store ud af det. Men det satser jeg på snart skal være færdigt.
Hvad er det vigtigste vi skal gøre for at sikre fremgang? Fremgang… det er at få ledere og trænere! Det er det vigtigste. Min filosofi er, at hvis du kan få de folk der vil leve på stadion og tage sig af tingene dér, så blomstrer tingene op. Så kommer der mange og så bliver de overbelastet – og så trækker de sig igen. Problemet er at få de folk som vil det. Sådan nogle idioter som mig der ingen børn har og som går der alligevel. Det er ligesom ikke nok, at man er der fordi børnene er der - så får man opbygget en masse ting som går tabt. Der er ikke meget der er så besværligt som atletik! Arrangementsmæssigt og det at få et stævne bakset på benene, det er jo et kæmpe arbejde. Selv et lille ét. Mit motto er jo: I mit næste liv skal jeg spille bordtennis. Der skal kun bruges én dommer per bord og det regner aldrig! Men der bliver måske aldrig noget næste liv…
Steen er født i 1945 og har haft følgende virke i DAF og DAF’s foreninger/forbund:
- GIC’s BESTYRELSE FRA 1967 - 2009> (FORMAND 1969-1970) (KASSERER 1974-2009>)
- SAF STATISTIK UDVALG 1967-1972.
- SKAF’s UNGDOMSUDV 1992-1994 (FORMAND 1993-1994) DAF’s UNGDOMSUDV 1993-1994
- SKAF’s SENIORUDVALG 1995-2002 (SKAF NEDLÆGGES FORÅRET 2003)
- SKAF ØKONOMI OG NÆSTFORMAND 1997-2002 (I DENNE PERIODE OGSÅ I DAFS BESTYRELSE)
- SKAF/DAF’s TERMINSUDVALG 1996-2009> NU SOM FORMAND (ANSVARLIG FOR TERMINSLISTEN PÅ DAF’s HJEMMESIDE)
- REGION ØST 2003-2009> (REGIONERNE NEDLAGT 31. DECEMBER 2011)
- ATLETIK REPRÆSENTANT I GLOSTRUP IC’s BESTYRELSE (EN PERIODE SOM FORMAND)
- NÆSTFORMAND I GLOSTRUP SAMVIRKENDE IDRÆTSFORENINGER
- NÆSTFORMAND I BRUGERBESTYRELSEN OF GLOSTRUP IDRÆTSANLÆG
- IRH’s BESTYRELSE (IDRÆTSRÅD REGION HOVEDSTADEN) TIDLIGERE KAI
- SUPPLEANT FOR GLOSTRUP KOMMUNE I VESTKOMMUNERNES IDRÆTS KLINIK (EN PERIODE SOM FORMAND)
- OG IKKE MINDST NÆSTKOMMANDERENDE I KVÆDEHAVEN 13
- 2009> DAF's LOVUDVALG
Steen fik konstateret Parkinson’s Syge i 2005, men har trods det fastholdt sit engagement og aktivitetsniveau.
skrevet af Meyer, lørdag d. 04. april 2009 - kl. 09:27
|